2015 blev et rekordår for DFDS
DFDS havde vækst i både nettoomsætning og bundlinje i 2015. Omsætningen voksede godt fem procent til 13,5 milliarder kroner sammenlignet med 2014, mens resultatet før skat voksede hele 89 procent til 1,1 milliarder kroner i forhold til 2014.
”2015 var et rekordår for DFDS. Vores mål er nu at løfte resultatet yderligere. Vi har skibskapacitet på plads til at høste fordele af fortsat vækst på vores europæiske nøglemarkeder, og vi arbejder målrettet videre med at forbedre kundetilfredshed og effektivitet”, siger Niels Smedegaard, adm. direktør i DFDS.
Det primære driftsresultat før afskrivninger (EBITDA) før særlige poster voksede 42 procent til 2,04 milliarder kroner i hele året, mens det primære driftsresultat (EBIT) voksede 73 procent til 1,2 milliarder kroner i forhold til 2014. Indtjeningsfremgangen i 2015 var et resultat af højere kapacitetsudnyttelse på Kanalen, øgede fragt- og passagermængder samt mere effektiv drift, blandt andet installation af scrubber-systemer.
I fjerde kvartal fortsatte fragt- og passagermængderne med at stige i de fleste markeder, og omsætningen voksede ni procent til 3,3 milliarder kroner.
I hele 2015 var den organiske omsætningsvækst, justeret for rutelukninger og virksomhedskøb, syv procent, drevet af især syv procent større fragtmængder og otte procent flere passagerer i rutenetværket. Den organiske omsætningsvækst i fjerde kvartal var 10 procent.
I 2016 ventes fragt- og passagermængderne at stige yderligere understøttet af kundefokus og forventninger om vækst på DFDS’ europæiske nøglemarkeder, skriver DFDS. Omsætningen ventes at stige med seks procent, eksklusive omsætning fra oliepristillæg, mens rederiets primære driftsresultat før afskrivninger og særlig poster (EBITDA) ventes at stige til 2,1-2,3 milliarder kroner.
Kilde: DFDS