Førerposition på vindmøller skal bevares
Fremtidens havvindmøller skal være markant billigere og mere driftssikre. Det er målsætningen for de kommende 28 MW forsøgsmøller, der skal opføres i Nordvestjylland ved Nissum Bredning i 2017. De opføres af Nissum Bredning Vindmøllelaug, Siemens Wind Power og Jysk Energi.
”Med klimaaftalen ved COP21 i Paris skal hele verden i gang med grøn omstilling. Det er afgørende, at prisen på vedvarende energi som havvindmøller bliver billigere, så de bliver mere attraktive at investere i end fossile brændsler som kul og olie. Med forsøgsmøllerne kan vi gennem forskning og udvikling fastholde Danmarks position som teknologisk foregangsland ved at forbedre kvaliteten og sænke prisen på danske havvindmøller”, siger Lars Chr. Lilleholt, energi-, forsynings- og klimaminister.
Byderne forventer, at forsøgsmøllerne kan reducere omkostningerne ved etablering og drift af fremtidige havvindmøller med op til 12,5 procent.
Forsøgsprojektet er det første af sin slags i Danmark og har til formål at teste den nye 7 MW-mølle fra Siemens samt teste en ny transmissionsteknologi, som gør det muligt at nedbringe antallet af kabler i vindmølleparker og dermed risikoen for nedbrud. Desuden skal man teste et nyt vindmøllefundament, som ikke kræver ramning i havbunden.
”Med opførelsen af testmøllerne i Nissum Bredning er Danmark blandt de få lande i verden, der kan tilbyde førsteklasses faciliteter til at teste alle faser i udviklingen af fremtidens havvindmøller. Det er afgørende for vores eksport af vindmøller og bidrager til at fremme den globale grønne omstilling og samtidig opfylde Danmarks målsætning om at blive uafhængig af fossile brændsler i 2050”, siger Lars Chr. Lilleholt.
Kilde: Energistyrelsen