Mærsk fastholder udbytte på 300 kroner
KORT NYT: Bestyrelsen i A.P. Møller-Mærsk foreslår i regnskabet for året 2015, at det ordinære udbytte til selskabets aktionærer fastholdes på 300 kroner pr. aktie. Det sker selv om årets overskud faldt til 1,3 milliarder dollar fra 2,2 milliarder i 2014.
Det foreslåede udbytte udgør en almindelig udbytteprocent på 3,3 procent mod 2,4 procent i 2014 baseret på lukkekursen for en Mærsk B-aktie den 30. december 2015. Udbetalingen forventes at finde sted den 15. april 2016. Den endelige beslutning træffes dog først på generalforsamlingen den 12. april 2016.
A.P. Møller-Mærsk udbetalte i 2015 ligeledes 300 kroner per aktie á 1.000 kroner samt et ekstraordinært udbytte på 1.671 kroner per aktie efter salget af koncernens aktier i Danske Bank.
Kilde: A.P. Møller-Mærsk