Første skrotning af en havvindmøllepark
Det svenske energiselskab Vattenfall har gennemført den første skrotning af en havvindmøllepark – Yttre Stengrund Offshore Wind Park øst for Karlskrona med en kapacitet på 10 MW. 4 af parkens 5 vindmøller var ikke længere funktionsdygtige.
Yttre Stengrund blev taget i brug i 2001 og bestod af 5 danske NEG Micon 2 MW havvindmøller af typen NM72/2000. Havmølleparken lå 4 kilometer fra kysten hvor vanddybden varierer mellem 6 og 10 meter.
4 af de 5 vindmøller var ikke længere funktionsdygtige, og det var meget vanskeligt at skaffe reservedele da der kun er bygget sammenlagt 50 vindmøller af denne type.
Vindmøllerne er nu fjernet, det samme er fundamenterne. Tilbage er kun kablerne på havbunden, og de vil blive fjernet så snart vejret tillader det.
På trods af at havvindmølleparken kun nåede at være i drift i 15 år, er Vattenfall godt tilfreds.
”Yttre Stengrund var en af vores første havvindmølleparker og vi har lært rigtig meget af den”, siger Maria Hassel, project manager for Vattenfall.
”Det er selvfølgelig bemærkelsesværdigt at man i en tid med stor fokus på bæredygtig energi vælger at skrotte en havvindmøllepark, men det var den eneste økonomisk holdbare løsning”, siger Maria Hassel.
Skrotningen af Yttre Stengrund blev påbegyndt i november sidste år og færdiggjort i slutningen af denne januar - med en måneds forsinkelse. Skrotningen blev gennemført af Svensk Sjöentreprenad.
Kilde: Vattenfall