Fire tankskibe til Maersk Tankers
Ifølge skibsmæglere har schweiziske Glencore solgt fire tankskibe til Maersk Tankers. Det skriver TradeWinds. Der skulle være tale om to LR2- og to MR-tankskibe, og den samlede salgssum skulle beløbe sig til cirka 150 millioner dollar.
Salget skulle angiveligt omfatte LR2-tankskibene Alpine Aqualine, bygget i 2011 med en kapacitet på 105.300 dwt, og Alpine Amalia, bygget i 2010, som skulle være solgt for henholdsvis 46 og 44 millioner dollar.
Desuden skulle salget også omfatte de to 50.000 dwt MR-tankskibe, Alpine Mary og Alpine Maria, begge bygget i 2014, som skule være solgt for 32 millioner dollar pr. stk.
Glencore har dog afvist at kommentere yderligere på disse forlydender.
Maersk Tankers solgte sidste år en række lidt ældre produkttankskibe, men iværksatte samtidig et nybygningsprogram og købte flere mere moderne brugte tankskibe.
Kilde: TradeWinds