Marstal gør indsigelse mod ministerafslag
Marstal Navigationsskole har besluttet at gøre indsigelse mod Uddannelses- og Forskningsministeriets afslag til navigationsskolens ønske om, at etablere en afdeling i København næste år. Det oplyser skolens rektor Jens Naldal til Maritime Danmark.
”Vi har svært ved at forstå afslaget. Det Blå Danmark er jo en del af regeringens vækstplaner og vores initiativ går jo ud på at løfte det nautiske kompetenceniveau”, siger Jens Naldal til Maritime Danmark.
Indsigelsen kommer efter at ministeriet i et udkast til afslag slår fast, at det ikke er dokumenteret at efterspørgslen på uddannelsespladser inden for området vil stige i de kommende år.
Men den begrundelse holder ifølge Jens Naldal ikke.
”Nu har vi indsendt yderligere dokumentation, og håber på at det kan få ministeren på andre tanker”, siger Jens Naldal.
Indsigelsen, der allerede er sendt til ministeriet, indeholder støtte fra adskillige rederier, Rederiforeningen af 2010 og Søfartens Ledere, der alle peger på et stigende behov for at uddanne navigatører.
Marstal Navigationsskole er allerede langt fremme i planerne om en etablering i København, der i givet fald vil ske i et tæt samarbejde med Maskinmesterskolen København, således at de to skoler kommer til at ligge under samme tag i et nyetableret maritimt uddannelsescenter.
Uddannelses- og Forskningsministeriets Esben Lunde Larsen ventes at træffe den endelige afgørelse i sagen i løbet af de nærmeste dage.
Redaktionen