Gitte Lillelund Bech forlader Danske Havne
De danske erhvervshavnes brancheorganisation, Danske Havne, skal have ny direktør. Gitte Lillelund Bech fratræder sin stilling senest ved udgangen af april 2016 for at vende tilbage til PR verden.
”Da jeg sagde ja til jobbet som direktør for Danske Havne for knap 2 år siden, havde jeg på ingen måde forestillet mig, at jeg skulle rende af pladsen efter knap 2 år, men jeg har fået et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til”, siger Gitte Lillelund Bech, der tiltræder en stilling som Public Affairs Director hos Advice a/s i København.
”Jeg har nydt min tid som direktør og er rigtig glad for at se den udvikling, som vi har været igennem. Danske Havne er i dag en spiller i det blå Danmark, som der lyttes til, samtidig med at vi er en spiller i den offentlige debat og hos vores ressortministerium”, siger Gitte Lillelund Bech.
Danske Havnes bestyrelsesformand Professor Peter Maskell vil takker Gitte Lillelund Bech for de knap 2 år som Danske Havnes første direktør.
”Gitte har været med til at fuldføre processen med selvstændiggørelse af Danske Havne, en proces der blev igangsat i 2013. Det har vi været glade for, og jeg vil gerne takke Gitte for indsatsen og det gode samarbejde”, siger Peter Maskell.
”Vi har iværksat en hurtig proces med at finde en ny direktør til Danske Havne, således at vi forhåbentligvis kan have den kommende direktør på plads før sommerferien”, siger Peter Maskell.
Kilde: Danske Havne