Marinehjemmeværnet leder efter savnet
Marinehjemmeværnet blev tirsdag formiddag indsat i Randers med to gummibåde og et kommandokøretøj for at lede efter den savnede 19-årige Thomas Stralner. Med sonar og undervandsdrone søger 14 frivillige i Randers Havns sydbassin.
”Vi søger i sydhavnen, og vi sejlede ud med den første gummibåd sammen med politiet klokken 09.00. Der er siden kommet en gummibåd mere til klokken 11.00”, fortæller delingsfører oversergent Alexander Møller fra MFP-flotille 125 Vest.
Nye oplysninger i sagen om den savnede Thomas Stralner, der forsvandt i Randers 16. januar, har ført til, at Østjyllands Politi mandag har anmodet Marinehjemmeværnet om at assistere i eftersøgningen med deres særlige Maritime Force Protection-enheder (MFP).
12 af de frivillige i eftersøgningen kommer fra MFP-flotille 125 Vest, som hører til i Randers, og to frivillige er kørt til Randers med undervandsdronen fra MFP-Flotille 116 Vest i Frederikshavn.MFP har i deres gummibåde en sonar, som kan identificere objekter både på havbunden og i vandsøjlen. Samtidig råder enhederne over undervandsdroner, som kan dykke ned og sende billeder af fundne objekter op til en computer.
Thomas Stralner har været savnet siden natten til lørdag den 16. januar. Siden har der været en omfattende eftersøgning, hvor både politi og frivillige fra ’Missing People’ med flere har søgt i Randers.
Kilde: Marinehjemmeværnet