Første Skibsførerklasse startet i Skagen
I dag tirsdag den 26. januar kan Skagen Skipperskole byde velkommen til skolens første skibsførerhold på 21 mand. Det er fuldt hold. Der er en fantastisk interesse for uddannelsen i Skagen og mange er på venteliste, så udbuddet har været ventet med længsel.
Skagen Skipperskole glæder sig til at komme i gang efter de lange forberedelser og vil med nye og gamle lærerkræfter, samt indhentet ekspertise fra MARTEC gøre alt for at give de kommende skibsførere en solid uddannelse.
Skagen Skipperskole kan i lighed med Marstal navigationsskole glæde sig over stor interesse for de nautiske uddannelser og kan melde fuldt hus også på Kyst- og Fiskeskipperuddannelserne.
Skolen glæder sig over at flere vælger en maritim karriere, der giver mulighed for et spændende og godt job.
Væksten i det maritime erhverv er i den grad afhængig af at der bliver uddannet søfolk.
Kilde: Skagen Skipperskole