Baltisk vindmøllekonference i Rønne
Konferencen ”Windforce Baltic Sea 2016” sætter fokus på de spørgsmål, som vindmølleindustrien har i Østersøen og de udfordringer, som leverandører og producenter står med omkring udvikling og opbygning af vindmølleparker og den efterfølgende drift og vedligeholdelse.
”Vi blev spurgt, om vi ville påtage os rollen som værter for Windforce Baltic Sea 2016, og det sagde vi naturligvis ja tak til. Det er en oplagt mulighed for igen at sætte Bornholm på landkortet inden for offshore-branchen”, siger chef for Maritime Services i Rønne Havn, Ulla Kiersgaard.
Den 27. og 28. januar 2016 mødes en lang række repræsentanter for vindmølleindustrien i Rønne på Bornholm for at drøfte mulighederne og udfordringerne i og omkring Østersøen. Blandt deltagerne er producenter, energiselskaber, serviceudbydere og andre inden for branchen.
”En lang række af de største aktører inden for vindmølleenergi vil være repræsenteret på konferencen, og derfor benytter vi lejligheden til at vise Bornholm frem og sætte fokus på de muligheder og tilbud, som vi kan byde ind med i forhold til branchen. Her er det en ekstra fordel, at vi optræder samlet under Offshore Center Bornholm”, siger Ulla Kiersgaard.
”Windforce Baltic Sea 2016” finder sted den 27. og 28. januar 2016 på Green Solution House i Rønne.
Konferencen er en årligt tilbagevendende begivenhed, der på skift afholdes af landene omkring Østersøen.
Kilde: Rønne Havn