Havnens studieture overholdt reglerne
Den tidligere bestyrelsesformand for Vejle Havn, Leif Skov, har fra 2010 til 2015 været med på seks studieture med Vejle Havn. Han mener, at studieturene var fagligt relevante og overholdt reglerne. Studieturene er en vigtig del af det overforbrug, man nu mener, der har været i Vejle Havn.
”Vi har lavet studieture, så vi mener, at de overholder reglerne for studieture. De ture, der lå i min tid, var der efter min mening det faglige indhold i, der skulle være”, siger Leif Skov, der derfor ikke havde mistanke om noget overforbrug.
Vejle Havn har brugt over to millioner kroner på at sende ansatte, ledelse, bestyrelsesmedlemmer og Vejle Byråd på studieture. En af de ture, som Leif Skov var med på, var en tur til Amsterdam med privatfly og en overnatning, som kostede 14.000 kroner pr. person.
Udover Leif Skov har også Thorkild Christensen, der var formand for havnebestyrelsen indtil for et par dage siden, valgt at trække sig. Det samme har flere andre bestyrelsesmedlemmer. Peder Hummelmose, der var næstformand i havnebestyrelsen, er konstitueret som formand.
Kilde: tvsyd.dk