Grøn alliance mellem Danmark og Sydkorea
I 2011 etablerede Danmark og Sydkorea en grøn vækstalliance, hvor formålet er at øge dansk eksport af energi- og miljøteknologi til Sydkorea. Alliancen holder årlige møder med ministerdeltagelse, og i går mødtes parterne til drøftelse i Søfartsstyrelsen.
Ved rundbordsmødet deltog minister for hav og fiskeri, Ki-June Yoo, som repræsentant for den koreanske regering ledsaget af en erhvervsdelegation med repræsentanter fra den koreanske rederiforening, det koreanske klassifikationsselskab og blandt andet også Korea Maritime Institute. Fra dansk side deltog erhvervs- og vækstminister, Troels Lund Poulsen, Søfartsstyrelsens direktør, Andreas Nordseth, Danmarks ambassadør i Sydkorea, Thomas Lehmann, repræsentanter for Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet, Danmarks Rederiforening, Danske Maritime, State of Green samt repræsentanter for danske maritime virksomheder.
Temaet for årets møde var regulering som drivkraft for grøn maritim teknologi og mulighederne for at udvinde grøn energi til søs, for eksempel bølgeenergi.
Sydkorea er et vigtigt marked for danske udstyrsleverandører, og mange har enten produktion, servicecentre eller salgskontorer i Sydkorea.
Kilde: Søfartsstyrelsen