USA yder støtte til LNG-studie
Den amerikanske udgave af Søfartsstyrelsen, United States Maritime Administration (MARAD), har indgået et samarbejde med Totem Ocean Trailer Express Inc. (TOTE) om at udvikle viden med hensyn til omkostninger og fordele ved at konvertere skibe til at kunne sejle på flydende naturgas, LNG. MARAD støtter demonstrationsprojektet med 900.000 dollar.
TOTE vil konvertere ro/ro-skibet MV Midnight Sun til at kunne sejle på LNG og vil samarbejde med MARAD om at skaffe luftemissionsdata før og efter konverteringen. Desuden vil TOTE sørge for driftsmæssig information, som kan være med til, at man kan vurdere potentialet ved LNG-konverteringer.
Dette demonstrationsprojekt om at bruge LNG til fremdrivning på et ro/ro-skib er del af et igangværende program, der går ud på at fremme brugen af alternativer brændstoffer og teknologi i den maritime industri.
MV Midnight Sun sejler mellem Port of Tacoma og Port of Anchorage. Undersøgelsen forventes afsluttet i 2018.
Kilde: United States Maritime Administration