Fejl at fritage skibe for CO2-mål
Ifølge det seneste udkast til klimaaftale, der skal vedtages i Paris til december, bliver skibsfarten alligevel ikke omfattet af et mål om begrænsning af CO2-udledningen. Det er en uansvarlig signalændring, mener miljøgrupperne Seas At Risk og Transport & Environment.
”Det at udelukke skibsfarten fra Parisaftalen åbner op for en fatal svaghed i den globale strategi om at håndtere klimaændringerne. Som IMO-generalsekretærens nylige bemærkninger viser, er IMO uden et tydeligt signal fra UNFCCC ude af stand til at træffe de nødvendige beslutninger om at sikre, at skibsfarten tager sin rimelige andel af byrden ved at reducere udledningerne”, siger John Maggs, senior politisk rådgiver hos Seas At Risk.
CO2-udledningen fra skibsfarten samt luftfarten ventes at vokse 250 procent indtil 2050, og det vil gøre det umuligt at nå målet om at sænke den globale opvarmning til 2 grader.
Tidligere har det været en del af planen, at både luftfarten og skibsfarten skulle omfattes af målsætninger om begrænsninger i CO2-udledningen. Men disse målsætninger er helt fjernet i det seneste udkast til aftaletekst.
Skibsfarten alene står for tre procent af den globale CO2-udledning. Alligevel advarede IMO’s generalsekretær Koji Sekimizu for nyligt offentligt mod at pålægge skibsfarten et loft over udledningen, da han mente, at det ville være en hindring mod verdenshandlen.
De mindst udviklede lande, som er dem, der sandsynligvis vil komme til at lide mest under konsekvenserne af den globale opvarmning, har foreslået, at skibsfarten og luftfarten skulle bidrage til at finansiere bestræbelserne på at undgå klimaændringerne. Også dette forslag er taget ud af det seneste aftaleudkast.
Kilde: Transport & Environment