Påsejling driller Langelandsfærgen
Påsejlingen af Svendborgsundbroen her til morgen betyder ikke bare aflysninger for og forsinkelser for Ærøfærgerne. Langelandsfærgen, der sejler mellem Spodsbjerg og Tårs, advarer rejsende om, at de i øjeblikket ikke kan komme til Fyn fra Tåsinge og modsat.
”Svendborgsundbroen er midlertidig lukket. Man kan endnu ikke sige noget om hvornår den åbner igen”, skriver LangelandsFærgen på sin hjemmeside.
Der var 5 besætningsmedlemmer, 39 passagerer, 11 personbiler og 4 lastbiler om bord på Ærøfærgen, da uheldet skete. Fyns Politis indledende efterforskning har vist, at en enkelt passager har fået en hudafskrabning. Derudover er der ingen meldinger om tilskadekomne.
Ærøfærgerne meddeler, at afgangen fra Svendborg til Ærø klokken 10.15 blev aflyst og afgangen 12.15 også er i fare for aflysning.
Afgangen fra Ærø 10.45 er cirka 25 minutter forsinket og næsteafgang klokken 11.45 er aflyst.
Kilde: Færgen, Fyns Politi og Ærøfærgerne