Flemming R. Jacobs får fornem pris
Generalsekretær for Danish Maritime Days og tidligere Mærsk og NOL topchef, Flemming R. Jacobs, blev hædret med den prestigefyldte Lifetime Achievement Award ved Lloyd’s List Global Awards 2015 National Maritime Museum i Greenwich i London torsdag aften.
”Jeg har lært at sætte pris på værdierne ved forskellige kulturer og nationaliteter samt den styrke, der opstår, når alle arbejder sammen om et fælles mål. Det er også klart, at det at stå stille er ikke en option, og jeg har da heller ikke tænkt mig at hænge støvlerne op endnu”, sagde Flemming R. Jacobs, der gav en stor del af æren til de stærke teams og kolleger han havde haft fornøjelsen at arbejde sammen med i årenes løb.
Det uafhængige panel af anerkendte brancherepræsentanter udpeget af Lloyd’s List begrunder udnævnelsen med hans store indflydelse på nogle af de mest betydningsfulde beslutninger i skibsfartens nyere historie, ikke mindst at være medvirkende til at bringe mægtige Mærsk ind i containertidsalderen.
Flemming R. Jacobs har personligt vejledt, trænet, og inspireret en hel generation af maritime ledere i årenes løb, først hos Mærsk, så i Neptune Orient Lines og gennem et utal af bestyrelsesposter og rådgivende roller, som han har besat inden for stort set alle dele af shippingverdenen.
Prisoverrækkelsen betød en lille pause fra forberedelserne til Danish Maritime Days og topmødet Danish Maritime Forum, der samler ministre, topledere og eksperter i København den 7.-8. oktober. Samtidig finder messen Danish Maritime Fair sted i Lokomotivværkstedet i dagene 6.-8. oktober
Kilde: Danish Maritime Days