Søværnet får nyt artilleri for 144 millioner
Forsvarsministeriet planlægger at anskaffe tre nye artillerisystemer til Søværnets fregatter og støtteskibe. Det viser et aktstykke, som forsvarsminister Carl Holst har sendt til Folketingets finansudvalg. Prisen bliver 144 millioner kroner, og indkøbene skal ske allerede fra i år.
De såkaldte 35 mm artilleripjecer skal bruges til nærforsvar mod angribende fly eller mindre skibe i et såkaldt Close-In Weapon Support System (CIWS). Søværnet råder i forvejen over seks CIWS-artilleripjecer fordelt på Søværnets to støtteskibe, i Absalon-klassen, og de tre nye fregatter i Iver Huitfeldt-klassen.
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse startede i 2012 opgradering af ildledelsessystemerne, men indkøbet af artilleripjecerne blev udskudt ”grundet udfordringer med driften af systemet”, skriver Carl Holst i et nyt aktstykke.
Ligesom i konkurrencen om at levere forsvarets nye pansrede mandskabsvogne, som blev afgjort tidligere i år, bliver leverandøren af de nye artilleripjecer til Søværnet forpligtet til industrisamarbejde med danske virksomheder på 100 procent af kontraktbeløbet.
Forsvarsministeriet forventer, at de tre nye artilleripjecer er fuldt operationelle i 2017.
Kilde: Ingeniøren