Færre dimittender fra skibsføreruddannelse
I 1955 dimitterede 176 navigatører i Danmark. 10 år senere dimitterede 185, fremgår det af Søfartens Lederes medlemsdatabase. Men kun 31 dimitterede fra SIMAC i 2014, og kun 16 nye skibsførerstuderende er blevet optaget på SIMAC i år. Dertil kommer 24, der blev optaget på Marstal Navigationsskole. Navigatør er en profession, der er ved at uddø i Danmark.
”Regeringen overvejer at åbne DIS- og tonnageskatteordningen for skibe i den moderne skibsfart – blandt andet vind offshore. Det, synes jeg, er en god idé. Verden får brug for flere vindmøller, og eftersom vind offshore er en af Danmarks styrkepositioner, er det klogt at sikre gode rammevilkår for denne del af erhvervet”, skriver Fritz Ganzhorn, direktør i Søfartens Ledere, i en kommentar.
”Det er dog ikke nok med lempelige skattevilkår for de maritime virksomheder. Mindst lige så afgørende for Danmarks konkurrenceevne er det, at vi bevarer den nødvendige knowhow under dansk flag og ikke sender kompetencetunge jobs til udlandet”, tilføjer han.
”Derfor er det helt afgørende, at de gode rammevilkår følges af krav til rederierne om, at de giver sejltid til ubefarne skibsassistenter, uddannelseskontrakter til unge, der uddanner sig til skibsofficer - og sikrer sejltid til juniorofficerer”, mener Fritz Ganzhorn.
”Rederierne har uomtvisteligt ret i, at de kan få billigere juniorofficerer ude i verden. Men fravælges de danske unge i dette kortsigtede perspektiv, får det den konsekvens, at der i fremtiden ikke vil være danske navigatører tilbage til de ledende stillinger i skibene, i land, og ikke mindst i den moderne skibsfart”, konkluderer han.
Kilde: Søfartens Ledere