Søtransport bidrager til vækst hos DSV
DSV Air & Sea havde i første halvår en stigning i driftsresultat før særlige poster på 25,7 procent sammenlignet med samme periode sidste år. Fremgangen er drevet af vækst i transportmængderne, forbedret produktivitet samt højere valutakurser.
DSV Air & Sea opnåede i første halvår en nettoomsætning på 11,1 milliarder kroner mod 10,5 milliarder kroner i tilsvarende periode i 2014. Driftsresultatet (EBIT) før særlige poster beløb sig til 890 millioner kroner mod 708 millioner kroner sidste år.
Divisionen havde i første halvår en vækst på tre procent i de transporterede mængder inden for søfragt målt i TEU sammenlignet med samme periode sidste år. Markedet som sådan voksede kun mellem en og tre procent på årsbasis, og det er derfor vurderingen hos DSV, at man i første halvår har taget markedsandele.
DSV betegner markedsudviklingen for den europæiske import som svag i første halvår, hvilket især har påvirket ruten fra Asien til Europa negativt.
Ud af divisionens samlede nettoomsætning på 11,1 milliarder kroner bidrog søfragt med 6,6 milliarder kroner, mens luftfragt bidrog med 4,5 milliarder kroner.
Kilde: DSV