Blokader og brændende bildæk i Calais
Torsdag blev der holdt et møde mellem DFDS, Eurotunnel og kooperativet SCOP SeaFrance angående færgeoverfarten mellem Dover og Calais uden resultat. 300 søfolk valgte fredag at blokere havnen i Calais, og fredag aften var havnen præget af vejblokader og brændende bildæk.
”Vi er et rederi. Vi ansætter vores egne søfolk, vi har egen bemandingsafdeling og teknisk afdeling, og det er den forretningsmodel, vi bruger i hele verden – og i øvrigt også på vores nuværende færger i Kanalen”, siger Gert Jakobsen, kommunikationschef i DFDS.
Søfolkenes utilfredshed går på, at DFDS ikke vil ansætte alle, men har lagt ud med, at rederiet kun vil ansætte 202 søfolk til de to færger, der sejler mellem Dover og Calais. Antallet bliver dog muligvis øget til 230 ifølge et mæglingsforslag fra det franske transportministerium.
Desuden er søfolkene bekymret for deres økonomi. Da det franske statsrederi SeaFrance krakkede i 2001, stiftede søfolkene kooperativet SCOP SeaFrance og indskød hver 25.000 euro som startkapital. Disse penge er nu tabt.
Handelsretten i Boulogne-sur-Mer afsagde nemlig fredag kendelse om, at SCOP SeaFrance er opløst og således ikke eksisterer længere, mens den franske transportminister Alain Vidalies understregede, at DFDS skal kunne fortsætte arbejdet i Calais Havn.
Kilde: business.dk