Jernbanegods fra Kina til Europa i vækst
Gods, der transporteres på jernbane hele vejen fra Kina til Europa, er i vækst, og det er 40 procent hurtigere end den traditionelle transport ad søvejen. Det går dog især ud over luftfragten, mens skibsfarten er mere upåvirket. Et tog kan nemlig slet ikke hamle op med de store containerskibe, når det kommer til kapaciteten.
”For det første har jernbanen begrænset kapacitet. Mens det største containerskib kan transportere 22.000 TEU, kan det største tog kun tage 220, eller 1 procent. For det andet er enhedsprisen for jernbanetransport høj, måske 30 gange højere end søtransport. Kun varer af høj værdi, små mængder og sæsonvarer vil vælge jernbanen”, siger John Lin, vicedirektør ved Shanghai International Shipping Institute.
Derimod vil luftfragten blive hårdt ramt, da jernbanen er attraktivt prissat sammenlignet med luftfragt. Transportfirmaer såsom UPS fortæller således, at transportomkostningerne typisk kan reduceres med op til 65 procent, når man vælger jernbanetransport frem for luftfragt. Steve Flowers fra UPS siger, at kunderne stadig er ved at vurdere den nye jernbaneservice.
”Over 30 procent af Kinas søbaserede eksport er til Europa, og 48 procent af Europas søbaserede import er fra Kina. Efterhånden som kunderne bliver mere overbevist om levedygtigheden af denne service og vurderer deres nuværende forsendelser, forventer vi, at denne service vil opleve stærk vækst i de kommende år”, siger Steve Flowers.
Kina er et af hovedmarkederne for danske rederier, og danske rederier transporterer cirka 20 procent af Kinas eksport.
Kilde: Lloyd’s Loading List