Museet for Søfart sætter publikumsrekord
Juli har været den bedst besøgte måned til dato for M/S Museet for Søfart i Helsingør. Over 21.000 gæster har besøgt den gamle tørdok med de interaktive udstillinger og den prisvindende arkitektur tegnet af BIG – Bjarke Ingels Group. Til sammenligning var besøgstallet for juli 2014 lige under 18.000.
”Vi er fantastisk glade for, at så mange gæster vælger at lægge vejen forbi M/S Museet for Søfart. Vi favner et bredt publikum af både danske og udenlandske gæster, voksne og børn, arkitekturnørder, hipstere, skibskaptajner og den almeninteresserede gæst. Vi har på kort tid vist, at vi er en international kulturattraktion, og det er en position, som vi ser frem til at bygge videre på”, siger Ulla Tofte, der tiltrådte som direktør for museet i maj måned.
Museet havde sidste år 154.790 besøgende, hvilket gjorde det til den 39. mest besøgte attraktion i Danmark i 2014.
Kilde: M/S Museet for Søfart