Offshore vind satte rekord i første halvår
I første halvdel af 2015 installerede den europæiske offshore vindindustri mere ny kapacitet end i noget foregående år. Adskillige projekter blev nemlig færdiggjort, og flere større møller blev opstillet. I alt blev der installeret 2.342,9 MW, hvilket er en tredobling i forhold til samme periode sidste år.
”Det har taget offshore vindindustrien bare seks måneder at opnå det bedste år, som industrien endnu har set i forhold til installeret kapacitet. Mens det tydeligt viser et engagement i forhold til udviklingen af offshore vind i Europa, er antallet af færdiggjorte projekter, en eksplosiv vækst i Tyskland og brugen af vindmøller med større kapacitet de vigtigste bidragydere til disse tal”, siger Kristian Ruby, chief policy officer i den europæiske vindenergisammenslutning, EWEA.
I alt er der nu installeret 10.393,6 MW i Europa fordelt på 82 havmølleparker i 11 lande. 584 møller blev net-tilsluttet i første halvår, og den gennemsnitlige møllestørrelse voksede til 4,2 MW fra 3,5 MW for et år siden, da vindmølleproducenterne udvikler stadigt større møller.
”For at sikre en sund vækst i de kommende år og for at garantere, at offshore vindenergi spiller en rolle med at leve op til EU’s konkurrencedygtighed, må store reformer af driften af Europas elektricitetsmarked og opgraderinger af infrastrukturen for at sikre integrationen af vindenergi være et mål”, tilføjer han.
Ud af de 584 vindmøller, der er net-tilsluttet i første halvår, er de 38 opstillet i Holland, 406 i Tyskland og 140 i Storbritannien.
Kilde: EWEA