Regning til Ærøfærgerne fra Svendborg
I tirsdags stødte færgen M/F Marstal ind i bolværket under indsejlingen til Svendborg og Ærøskøbing. Det gav en 20 centimeter lang flænge i skroget, men det gav også en skade på bolværket i Svendborg. Så nu har Ærøfærgerne fået en henvendelse fra Svendborg Havn.
”Jeg er ret sikker på, at skaden er kommet i tirsdags. Vi har ikke fået nogen anmeldelse fra Ærøfærgerne om det, men de har nok haft travlt”, siger Hans Søby, havneleder på Svendborg Havn.
Uheldet i tirsdags skete formentlig på grund af stærk strøm. Flængen i skroget var over fenderlisten, så der var ikke tale om nogen vandindtrængning. Men flere afgange måtte aflyses, da man var nødt til at foretage svejsearbejde på skroget.
Færgeselskabet har på det seneste været ramt af flere langtidssygemeldinger, og medarbejdere har sagt op.
Kilde: fyens.dk