Tab i sydkoreanske værfter i andet kvartal
De tre store sydkoreanske skibsværfter, Hyundai Heavy Industries, Samsung Heavy Industries og Daewoo Shipbuilding & Marine Engineering (DSME), kommer sandsynligvis ud af årets andet kvartal med store tab. Det skyldes manglen på ordrer på nye boreskibe og forsinkelsen af leveringer.
Analytikere forudser, at Hyundai Heavy Industries, der er det største sydkoreanske værft, vil få et tab på 207,8 millioner dollar i andet kvartal. Den lave oliepris påvirker offshore-markedet og dermed også det sydkoreanske skibsværft i negativ retning.
Det næststørste sydkoreanske skibsværft, Samsung Heavy Industries, vil også komme ud af andet kvartal med et tab, hvorimod andet kvartal sidste år gav et overskud. Her er det blandt andet et afbrudt nigeriansk FPSO-projekt, som er blandt årsagerne til underskuddet. Desuden har OceanRig og Pacific Drilling udskudt leveringen af boreskibe i år.
Tilsvarende har DSME, der er det tredjestørste sydkoreanske skibsværft, haft et tab på byggeriet af et offshore-skib. DSME fik også et stort tab sidste år, og værftets ledelse forbereder derfor en større omstrukturering, der omfatter salg af ikke-driftsmæssige aktiver såsom ejendomme og aktier.
Værftet er blandt andet kendt for at have bygget Maersk Lines Triple E-skibe.
Kilde: IHS Maritime 360