Fyn Rundt-sejlskibe flager på halv
En del af skibene i kapsejladsen Fyn Rundt for Bevaringsværdige Sejlskibe sejler i dag tirsdag med flagene på halv. Baggrunden er, at en af træskibsmiljøets stærke profiler, Anker Lauritsen fra Svendborg, døde natten til tirsdag.
Anker Lauritsen var gennem fem år formand for Fyn Rundt for Bevaringsværdige Sejlskibe og sad stadig i bestyrelsen. Han var også aktiv i bevægelsen ”Svendborg Havn - Bevar Mig vel”. Anker Lauritsen døde i sit hjem efter kræftsygdom. Han blev 56 år.
Det var Anker Lauritsens plan at sejle med på den sidste etape af Fyn Rundt fra Faaborg til Svendborg nu på fredag.
Anker Lauritsens var uddannet skibsfører og indehaver af firmaet Wind and Water i Svendborg. Han sejlede blandt andet som styrmand på skoleskibet Georg Stage og som skipper på Svendborg-skonnerten Lilla Dan. Anker Lauritsen har undervist på Svendborg Navigationsskole og var leder af Maritimt Center i seks-syv år.
Kilde: Fyns Amts Avis