Ny indfaldsvej gavner for Fjord Line
Den nye indfaldsvej, der forbinder Østhavnen i Hirtshals direkte med Hirtshals Transport Center og motorvej E39, har fået sin ilddåb. Mange sommertrafikanter vælger at anvende indfaldsvejen. Hos rederiet Fjord Line har man således mærket en mere glidende sommertrafik i havneområdet.
”Vi er glade for, at den nye indfaldsvej nåede at blive klar til sommerens indryk. Vi kan allerede nu se på bookingerne for sommeren, at langt flere nordmænd i år krydser Skagerrak for at få sig nogle oplevelser i nabolandet. Det betyder, at der vil være ekstra tryk på trafikken til og fra havnen i Hirtshals”, siger Rickard Ternblom, som er administrerende direktør i Fjord Line A/S.
I 2015 er det første hele sommer, hvor Fjord Line har begge de nye cruisefærger i daglig drift mellem Bergen, Stavanger, Langesund og Hirtshals, og Fjord Line mærker, at især flere nordmænd vil holde ferie i Danmark.
Det giver en betydelig stigning i antallet af bookinger til og fra Hirtshals i sommeren 2015 i forhold til 2014. Antallet af nordmænd, der sejler fra Stavanger og Bergen til Hirtshals, er steget med hele 20 procent i juni, juli og august, mens sommerbookingerne mellem Hirtshals og Kristianstad er steget med 12 procent.
”Når folk sejler på ferie, betyder det meget for feriestemningen, at man ikke starter med at hænge i et langt sejt færgetræk. Med den nye tresporede indfaldsvej har gæsterne fået meget lettere adgang til og fra havnen, og de er hurtigt ude på motorvejen, så de kan sætte kursen mod deres ferieeventyr”, siger Rickard Ternblom.
I 2014 fragtede Fjord Line flere end 950.000 passagerer på rederiets fire færger mod 445.000 i 2013, og med de nuværende passagertal ser de positive takter ud til at fortsætte ind i 2015.
Kilde: Fjord Line