Nybygning direkte fra værft til oplæg
Det norske offshore rederi Farstad Shipping i Ålesund har modtaget det første af to nye SUBSEA fartøjer fra Langsten værftet mellem Ålesund og Molde. Skibet, Far Sentinel, er bygget til at operere olie- og gasbrønde m.m. på 3.000 meters dybde og gik direkte fra værft til oplæg.
Beslutningen om oplæg skyldes nedgangstiderne i den globale olie- og gasindustri, hvor ikke mindst nordmændene er hårdt ramt med massefyringer og oplægninger af bl.a. forsyningsskibe til følge. Farstad har dog netop fået kontrakter for fire andre fartøjer.
SUBSEA-fartøjet er finansieret af Eksportkreditt Norge AS, DNB, Swedbank og GIEK. Fartøjet er 142,6 meter langt og 25 meter bredt. Dæksarealet er på hele 1.800 m2. Skibet er udrustet med to offshore kraner, den største med en løftekapacitet på 350 ton. Endvidere er Far Sentinel udstyret med tre stk. ROV, (Remote Operating Vehicles). Apteringen på multifunktionsskibet er indrettet til 130 personer.
Farstad Shipping har for tiden ingen idé om, hvornår Far Sentinelf” går i arbejde f.eks. i Barentshavet.
Til gengæld sættes fire af rederiets andre oplagte skibe i drift igen. Det drejer sig om Far Sagaris- et AHTS, der har fået en toårig kontrakt med option på yderligere 2 år i forbindelse med et større brasiliansk boreprogram, der sættes i gang ved årsskiftet 2015-2016.
Det brasilianske selskab Saipem SA har taget rederiets CSV’er, Construction support vessel, ”Far Samson” på en ni måneders kontrakt begyndende her fra 3 kvartal. Derudover har skibet en etårig kontrakt fra oktober 2016 med mulighed for forlængelse i yderligere 2 år ud for den brasilianske kyst.
Endelig er to af rederiets PSV’ere, Platform Supply Vessel, kontrakter på 14 måneders opgaver med mulighed for forlængelse på henholdsvis norsk og britisk sokkel for internationale olieselskaber. Kontrakterne træder i kraft i henholdsvis august og september i år.
De samlede kontrakter eksklusive optioner repræsenterer en samlet værdi på 600 millioner norske kroner oplyser CEO Karl-Johan Bakken, Farstad Shipping fra hovedkontoret i Ålesund.
Farstad Shipping har en samlet flåde på 62 skibe, det drejer sig om 31 AHTS, 25 PSV og 6 SUBSEA samt et SUBSEA under bygning hos Langsten Værftet.
Kilde: Redaktionen/Farstad Shipping