DFDS aflyser Dover og Calais til torsdag
DFDS meddelte i går, at færgedriften mellem Dover og Calais er blevet suspenderet. Årsagen er ifølge rederiets oplysninger på Twitter begrænsede pladser i havnnen i Calais. Calais er spærret af strejkende franske arbejdere fra MyFerryLink.
”Vores service til Calais forbliver suspenderet, indtil torsdag, men vi vil fortsætte med at drive et ekstra, fjerde skib på vores Dover-Dunkerque rute”, siger en talsmand til Dover Express.
DFDS oplever også forsinkelser på op til 60 minutter på sine ruter mellem Dover og Dunkerque.
I sidste uge blev en stor del af trafikken over og underKanalen ramt af strejker og afbrændinger af vogndæk både på havnen og ved indkørslen til tunnelen på den franske side. Det skabte kaotiske tilstande i Calais, hvor illegale indvandrere forsøgte at komme med de ventende vogntog til England.
På den engelske side skabte det voldsomme bilkøer på M20 motorvejen. Myndighederne frygter nu en gentagelse af de trafikale problemer.
Kilde: Dover Express