Maritime netværk inviterer til VM-håndbold
VM håndbold, networking og virksomhedsbesøg er på programmet, når virksomhederne i de lokale netværk Maritime Network Frederikshavn og Offshore Base Scandinavia inviterer rederier og rigselskaber til VM i kvindehåndbold i Frederikshavn i december.
”Vi ønsker at markedsføre vores virksomheder i de to netværk overfor norske kunder og mulige samarbejdspartnere. Nordmændenes hjemmebane i Frederikshavn under VM er en oplagt lejlighed til at lave et arrangement, som kombinerer business og pleasure, siger Torben Gregersen, projektdirektør i Offshore Base Scandinavia, der repræsenter 34 danske maritime virksomheder, som er gået sammen om tilbyde vedligeholdelse af borerigge .
Når Norge brager ud i tre kampe hhv. den 10., 11 og 13. december har de to lokale netværk Maritime Network Frederikshavn (MNF) og Offshore Base Frederikshavn (OBS) sikret sig 100 billetter til hver af de kampene.
”Norge er et stort kundesegment for mange af virksomhederne i de netværk, og dette er en mulighed for dem alle til at møde spændende norske virksomheder på mere uformel vis”, siger Tom Samson, formand for MNF, der består af flere end 50 virksomheder med tilknytning til den maritime sektor i Frederikshavn.
Kilde: Erhvervshus Nord