Callenberg leverer el-tavler til Scandlines
Efter, at Scandlines-færgen ”Prinsesse Benedikte” i foråret blev beskadiget under et værftsophold i Polen, stod det klart for rederiet, at der skulle foretages betydelige reparationer som følge af uheldet. Færgen havde fået oversvømmet maskinrummet, og nye el-tavler var blandt andet nødvendige for at få færgen driftsklar igen.
Callenberg A/S i Odense blev derfor i slutningen af marts kontaktet og valgt blandt tre tilbudsgivere med henblik på at få udskiftet el-tavler på den beskadigede færge. Processen har været meget kort, da det har været af største betydning at få skaden udbedret så hurtigt som muligt, forklarer Lars Jensen, der har været Callenbergs projektleder på opgaven.
”Vi har ud fra eksisterende tegninger på ”Prinsesse Benedikte” formået at genskabe maskinrummets el-tavler med alle de eksisterende funktionaliteter, blot med nye og tidssvarende materialer. Ny dokumentation er blevet udfærdiget, så alt efterfølgende er i orden og opdateret”, forklarer han.
Leverancen bestod af to hovedtavler, et sæt undertavler, et sæt motorkontrolcentre samt et antal motorstartere. I alt cirka 40 delleverancer.
Callenberg er til daglig leverandør af el-tavler, service, reservedele og elektriske installationer i marine og offshore-branchen og beskæftiger cirka 100 Personer i Danmark. Callenberg A/S er en del af Callenberg Technology Group og et datterselskab af Wilhelmsen Maritime Services.
Kilde: Callenberg