Samson losser jernbanebro i Korsør
Den nuværende jernbane mellem København og Ringsted er i dag en trafikal flaskehals, og Bane Danmark anlægger derfor en ny jernbane, som giver mulighed for flere togafgange, kortere rejsetid og færre forsinkelser. I forbindelse med byggeriet ankommer elementerne til en ny jernbanebro til Korsør Havn.
Fra 2010 til 2018 anlægges der en 60 kilometer lang dobbeltsporet elektrificeret jernbane mellem København og Ringsted. Banen bygges til hastigheder på op til 250 km/t for persontog. Som led i byggeriet bygges der en ny jernbanebro, som skal krydse Motorring 4 ved Vallensbæk.
Jernbanebroen, der bliver 512 meter lang, ankommer elementvis til Korsør Havn over tre omgange i juni, juli og august. Det største element er cirka 40 meter langt, næsten seks meter bredt og godt 3,5 meter højt. Det vejer cirka 200.000 kilo.
De første 10 elementer til jernbanebroen er lige ankommet til Korsør Havn, hvortil de ankom på pram, og her blev de losset af Nordeuropas største flydekran Samson. Alt oplagres i Korsør Havn, hvorfra elementerne køres på blokvogne til installation i overensstemmelse med en stram tidsplan.
Bygherren er CG Jensen, og Tschudi Project Transports er overordnet transportør.
Kilde: Korsør Havn