Fragtskib grundstødt i Randers Fjord
Fragtskibet M/V Barbarossa på 3.176 dwt og bygget i 2000, gik lørdag på grund i Randers Fjord ved Uggelhuse. Skibet var på vej ud af fjorden med en last jern, som skulle til Bilbao. Grundstødningen forårsagede skader på skibet.
Foto: Jens Erik Eriksen/Seatek.
Skibet fik tilladelse til at sejle til Udbyhøj for at ankre. Her blev skibet undersøgt af dykkere fra firmaet Seatek, som fandt skader på styrbords side. Her var der en cirka tre meter lang revne, og vand havde fyldt den forreste ballasttank.
Skibet fik dog tilladelse til at sejle til Grenaa for yderligere undersøgelser, og her ankom skibet i går ved 18.00-tiden efter at have forladt Randers Fjord. I Grenaa er lasten blevet omladet og sendt videre.
Kilde: Seatek