Scandlinesfærger tæt på at være færdige
Scandlines to nye hybridfærger, M/F Berlin og M/F Copenhagen, som oprindeligt skulle bygges af P+S Werften i Stralsund, der siden gik konkurs, er endelig tæt på at være helt færdige og klar til prøvesejlads. På begge færger har man afsluttet et omfattende stålarbejde på de øverste dæk.
Det har løst de to store problemer med manglende stabilitet og for stor dybgang. I alt har man fjernet næsten 4.000 ton materiale fra de to skibe, som nu er sendt til genanvendelse.
Fayard er gået i gang med at udruste apteringen på M/F Berlin, og i starten af juli påbegynder man test- og idriftsættelsesprogrammet. Planen er, at M/F Berlin som den første af de to færger forlader Fayard sidst i september for derefter at komme på prøvesejlads. Skibet vil herefter blive indsat på Gedser-Rostock-ruten i slutningen af oktober.
M/F Copenhagen ventes at blive leveret et par måneder senere. Begge skibe har fået installeret Scandlines’ batteridrevne hybridsystem. Desuden er der installeret closed loop scrubbere, som reducerer svovludledningen med mindst 90 procent.
Kilde: transportmagasinet.dk