Svære tider for containerrederierne
Regnskaberne fra de tre japanske containerrederier, MOL, NYK og K-Line, fra årets første kvartal viser, at de svære tider fortsætter for containerrederierne, selvom indtjeningen har været lidt bedre end ventet hos de tre Maersk Line-konkurrenter.
Regnskaberne tegner et lidt mere positivt billede, end det man har set i de foregående kvartaler, hvilket skyldes en styrkelse af dollaren og de lavere brændstofpriser, skriver Sydbank i en analyse.
Indtjeningen i selskaberne er overordnet set lidt bedre end ventet. Både NYK og MOL leverer bedre indtjening i deres containerdivisioner, end selskaberne forventede for bare få måneder siden.
Rateudviklingen hos selskaberne er uensartet. De faldende brændstofpriser har betydet automatiske reguleringer på mange kontrakter, men raterne hos de japanske rederier holder niveauet overraskende godt – og det kan være et positivt pejlemærke for Maersk Line, som Sydbank også forventer nyder godt af de faldende brændstofpriser i første kvartal 2015.
Rateudviklingen indikerer, at containerrederierne har vundet tovtrækkeriet om fordelen ved de faldende brændstofomkostninger i første kvartal. Fragtraterne er kun faldet moderat i kvartalet, mens brændstofpriserne er halveret. De seneste 6-7 ugers fragtrateudvikling viser dog, at glæden bliver kortvarig for containerrederierne. Containerfragtraterne er nemlig faldet til rekordlave niveauer i de seneste uger, som følge af fortsat overkapacitet – men også som følge af vigende efterspørgsel på særligt Asien-Europa.
Kilde: Sydbank