Medarbejder død efter værftsulykke
Eksplosionen og den efterfølgende brand på Karstensens Skibsværft i fredags fik en tragisk udgang, idet en af værftets medarbejdere afgik ved døden kl. 21 fredag aften. Alle medarbejdere og værftets ledelse er dybt berørte af ulykken, skriver værftet i en pressemeddelelse.
”Medarbejderens kone, børn og far samt nærmeste venner var omkring ham, da han fik fred. Vi har mistet en fantastisk og mangeårig medarbejder. Det er næsten ikke til at bære, at han ikke mere er iblandt os. Vore tanker går til familien”, skriver værftet i pressemeddelelsen.
Med hensyn til øvrige tilskadekomne har den anden tilskadekomne medarbejder det fysisk ok. Han er overført til Odense, hvor de behandler ham for de, relativt begrænsede, brandskader han fik på hænder og fødder.
Fem øvrige medarbejdere har været på Hjørring Sygehus for at blive undersøgt for røgforgiftning. Heraf blev tre behandlet. Alle er udskrevet og har det ifølge omstændighederne nogenlunde.
Mange har på ulykkesdagen modtaget krisehjælp. Alle, der er berørt af ulykken, har mulighed for at modtage krisehjælp, og dette vil fortsætte i den kommende tid.
Værftets sikkerhedsorganisation er, i samarbejde med Politi og Arbejdstilsynet, ved at analysere og danne sig et billede af ulykken og dens baggrund.
”Det ligger værftet stærkt på sinde at finde den egentlige årsag således, at lignende tragedier forhåbentlig kan undgås”, skriver værftet.
Værftet starter den kommende uge med et møde for samtlige ansatte for at informere yderligere om ulykken, de øvrige tilskadekomnes tilstand og fremtidige tiltag.
Kilde: Karstensens Skibsværft