Fem sårede ved skibsbrand i Skagen
Kort før klokken 8.00 skete der en eksplosion på et skib der ligger på værft hos Karstensens Skibsværft i Skagen. Fem mand er kommet til skade. En blev meget alvorlig skadet og er fløjet til Rigshospitalets brandsårsafdeling med helikopter.
”I forbindelse med noget svejsearbejde på skibet skete der en eksplosion, der medførte at to medarbejdere fik brandskader, heraf kom den ene alvorligt til skade. Derudover blev tre personer kørt på hospitalet til tjek for røgforgiftning”, oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi, Mogens Hougesen til nordjyske,dk.
En anden tilskadekommen blev straks fløjet til Aalborg Universitetshospital, mens tre andre blev kørt dertil i ambulancer. Frederikshavn Kommunale Redningsberedskab rykkede massivt ud efter melding om eksplosionen og fik ifølge den vagthavende hurtigt slukket den efterfølgende brand.
Kilde: nordjyske.dk