Rønne Havn godt fra start i 2015
Det er lykkedes Rønne Havn at fastholde de gode takter efter at havnen sidste år leverede sit hidtil bedste resultat. Overskuddet i 1. kvartal 2015 blev et plus på 900.000 kroner mod et underskud på 1,2 millioner kroner i samme kvartal sidste år
”Samlet set kan jeg konstatere, at årets første kvartal er forløbet yderst positivt, og at selskabets forventninger til kvartalet er mere end indfriet og ligger over det budgetterede”, siger havnedirektør Thomas Bendtsen.
Omsætning steg i 1. kvartal 4,8 procent fra 10,9 millioner kroner i 2014 til nu11,5 millioner kroner.
I samme periode steg driftsresultat (EBITDA) fra 3,5 millioner kroner i 1. kvartal 2014 til 4,6 mio i år - en stigning på 33,4 procent.
”Ledelsen forventer dog en noget svagere udvikling i 2. kvartal, men forventningerne til årsresultatet for 2015 løftes dog til ca. 10 millioner kroner”, siger Thomas Bendtsen.
”Vores succes skyldes i høj grad, at medarbejderne har udvist en kolossal forandringsvillighed og har gennemført de kurser og uddannelsesforløb, der har været nødvendige. Det er bl.a. det, der gør, at vi nu kan levere et så positivt kvartalsregnskab”, siger havnedirektøren.
Kilde: Rønne Havn