Stor havmiljøøvelse i Limfjorden
Beredskabsstyrelsen, Politiet og Marinestaben ved Værnsfælles Forsvarskommando afholder onsdag den 22. april 2015 en stor havmiljøøvelse sammen med det kommunale beredskab i Aalborg. Øvelsen finder sted i Aalborg Bugt og den østlige del af Limfjorden.
Øvelsen starter om morgenen, hvor der sker en simuleret skibskollision i farvandet omkring Svitringen Rende i Aalborg Bugt og en større mængde olie strømmer ud fra et af skibene. De deltagende enheder til søs skal forsøge at opsamle så meget olie som muligt, inden olien simuleret rammer kysten.
Desuden vil der falde et antal tromler med kemikalier i vandet ved kollisionen. Disse tromler vil drive i land og skal herfra håndteres af Beredskabsstyrelsen og det kommunale beredskab.
Til søs deltager miljøskibene Gunnar Thorson, Mette Miljø og lægtvandsfartøjet M103, transportfartøjet Sleipner, et patruljefartøj af Diana-klassen og marinehjemmeværnsfartøjerne Patrioten og Manø.
Øvelsen afsluttes sidst på eftermiddagen.
Kilde: Forsvaret