Hapag-Lloyd bestiller nye containerskibe
Hapag-Lloyd har bestilt fem nye 10.500 TEU store containerskibe, der skal sættes ind på ruterne til Sydamerika. Skibene skal bygges af det sydkoreanske skibsværft Hyundai Samho Heavy Industries og forventes leveret mellem oktober 2016 og maj 2017.
”Denne ordre på fem skibe understreger Hapag-Lloyds førende rolle i den latinamerikanske handel. Efter vores succesfulde fusion med CSAV er vi en af markedslederne på denne attraktive rute og tilbyder vores kunder en mængde udmærkede forbindelser til og fra Sydamerika”, siger Anthony J. Firmin, Chief Operating Officer ved Hapag-Lloyd.
Den udvidede Panamakanal åbner til næste år, og de nye skibe passer hertil. Dermed vil rederiet have den optimale flåde til sejladsen til og fra Sydamerika. Udvidelsen af Panamakanalen er et af de største byggeprojekter i verden og vil gøre det muligt for skibe op til 14.000 TEU at passere igennem.
De nye Hapag-Lloyd-skibe vil have 2.100 reefers plugs og er derfor særligt egnede til at transportere fødevarer såsom frugt og grønt, kød, fisk og farmaceutiske produkter. De bliver derudover udstyret med en meget effektiv hovedmotor, et optimeret skrogdesign og et innovativt laste- og lossesystem, som giver større fleksibilitet.
Kilde: Hapag-Lloyd