Store krydstogtforventninger i Skagen
En delegation fra Skagen Havn har netop været på den årlige krydstogtsmesse Cruise Shipping Miami 2015 i Florida i USA. Delegationen vendte hjem med fornyet optimisme forud for årets første anløb i den 28. maj. Her anløber det første skib af 16 til den nyanlagte krydstogtkaj på Skagen Havn.
“Vi står med styrkede forventninger forud for denne og de kommende sæsoner. Vi har netop haft en masse konstruktive forhandlinger med en række amerikanske rederier på krydstogtskonferencen i Miami, og vi forventer bl.a. at se frem til at få besøg af skibe fra rederiet Silversea minimum to gange i 2017. Vi oplever, at havneudvidelsen med nye moderne krydstogtfaciliteter er med til at skærpe interessen for Skagen som seriøs destination i Skandinavien”, siger havnedirektør Willy B. Hansen.
Skagen Havn forventer 27.000 krydstogtsgæster i år, og man vil blandt andet se Brilliance of the Seas fra rederiet Royal Caribbean International anløbe Skagen Havn otte gange i år, hver gang med 2.500 passagerer om bord.
De 27.000 gæster betyder en massiv fremgang i forhold til sidste år på over 300 procent. Så sent som denne uge 16, har Havnen fået anmeldt endnu et anløb i 2015. Det bliver skibet Azura fra P&O Cruises/Carnival UK, der anløber Skagen mandag den 22. juni med op til 3.100 passagerer ombord.
Kilde: Skagen Havn