Danske skibe redder 1.026 bådflygtninge
Antallet af bådflygtninge, der samles op af fragtskibe i Middelhavet, eksploderer i øjeblikket. Alene i denne uge har danske rederier i fem omgange reddet mere end 1.000 bådflygtninge.
”Situationen udvikler sig meget hurtigt lige nu, og det giver i stigende grad udfordringer for vores medlemmer. De danske skibe i Middelhavet træder naturligvis til hver eneste gang, de opdager bådflygtninge i nød eller bliver tilkaldt af kystvagten. Men hverken skibe eller besætninger er gearet til at håndtere hundredevis af sultne, tørstige og traumatiserede flygtninge”, siger adm. direktør i Danmarks Rederiforening, Anne H. Steffensen.
Hun appellerer til det internationale samfund om at tage hånd om problemet.
”Det er afgørende med tilstrækkelig patruljering og med assistance til rederierne i redningssituationerne. Men det er kun symptombehandling. Vi er også som verdenssamfund nødt til at investere de kræfter der skal til, for at stoppe de forhold, der får mennesker til at sætte livet på spil for at flygte til Europa. Det kræver en massiv, differentieret og langsigtet indsats”, siger Anne H. Steffensen.
Som følge af bedre vejrforhold i Middelhavet, krydser flere og flere flygtninge nu Middelhavet fra Afrika til Europa. Alene den seneste uge har danske rederier reddet 1.026 bådflygtninge fordelt på fem redningsaktioner. Netop nu er et Mærsk Tankers skib på vej til Italien med 194 bådflygtninge ombord.
Kilde: Danmarks Rederiforening