Chefen for Marinestaben besøgte Thetis
Chefen for Marinestaben besøgte først på ugen inspektionsskibet Thetis, som i år deltager i den store øvelse Joint Warrior omkring de britiske øer. Under besøget lagde besætningen ombord på Thetis ikke skjul på, at deltagelsen i øvelsen var en kærkommen variation til tjenesten i det nordatlantiske område.
”Kun gennem den lejlighedsvise deltagelse i internationale flådeøvelser som Joint Warrior er THETIS-klassen og dens tilknyttede kapaciteter i stand til at vedligeholde deres taktiske færdigheder og forblive skarpe, så de til stadighed er parat til med kort varsel at indgå i internationale operationer i den lave ende af konfliktskalaen”, sagde kontraadmiral Frank Trojahn til besætningen.
Selvom THETIS-klassens store styrke er at patruljere i det barske og isfyldte farvand omkring Grønland, så skal inspektionsskibene og besætningerne alligevel være klar til at blive indsat i andre scenarier end det sædvanlige. Derfor er en øvelse som Joint Warrior, der foregår omkring de britiske øer, en god måde at få vedligeholdt de grundlæggende taktiske kompetencer i et komplekst scenarie med mange øvelsesdeltagere.
Joint Warrior planlægges og afholdes to gange årligt af den britiske Royal Navy i området omkring de britiske øer. Øvelsen har i år deltagelse af 56 overfladeskibe, fem ubåde og omkring 80 fly fra 15 forskellige nationer.
Joint Warrior er den største tilbagevendende flådeøvelse i Europa. Udover inspektionsskibet Thetis deltog også støtteskibet Absalon, fregatten Niels Juel og Søværnets Taktiske Stab i øvelsen.
Kilde: Forsvaret