Danmarks hurtigste færge er …
Når skipper lægger håndtagene helt i bund, står loggen på 41 knob - eller 5 knob hurtigere end MolsLiniens nye vandjet-katamaraner. På færgens hjemmeegn går man nu mere op i, at det næsten er fire gange så hurtigt som normal fart på Ærøs tvillingfærger.
Vi er i det Det sydfynske Øhav, nærmere bestemt i Mørkedybet ved Marstal. Her er Danmarks hurtigste færge - Birkholmbåden - på vej mod Ærø.
”Det er nu ikke så tit at vi sejler så stærkt”, fortæller Birkholmbådens reder og faste skipper, Jan Fabricius til Fyns Amts Avis.
”Vi brugte alle kræfterne, da vi havde et hjertetilfælde på Birkholm. Den overfart tog otte minutter”, siger Jan Fabricius.
Birkholmbåden er en 33 fods finskbygget Targa med to gange 350 heste under dørken agterude. Den kan medtage omkring en halv snes passager på den omkring tyve minutter lange overfart til Marstal.
”Det er en god båd til formålet, den bedste øen har haft. Den går også godt i is, når det skal være”, siger Jan Fabricius til avisen.
Skal der mere gods til øen, end Birkholm-bådens lille agterdæk kan rumme, - fx. en bil, olie eller byggematerialer, - er hjælpen at hente på naboøen. Her sejler skipper Carsten Rasmussen på Hjortø-Svendborg, og m/f Hjortøboen kan både anløbe Birkholm havn og rumme fx. en bil på sit agterdæk.
”Vi har et fint samarbejde her på småøerne”, siger Jan Fabricius, inden han skal ud på dækket og gøre fast i Marstal. Birkholm-ekspressen er i havn.
Læs mere på Søsiden, Fyns Amts Avis fredag samt på MitFyn.dk
Kilde: Fyns Amts Avis