OSK-ShipTech køber ingeniørfirma
OSK-ShipTech A/S har gennem de senere år udviklet en stærk forretning inden for passagerskibe og styrker nu yderligere sin position ved at købe A/S Jørgen Petersen – Rådgivende Skibsingeniører, som har mere end 40 års erfaring inden for skibsdesign og rådgivning i den maritime sektor. Ingeniørfirmaet er specialister inden for specialskibe og færger.
”Købet af A/S Jørgen Petersen og deres kundebase er et vigtigt supplement til vores portefølje, som på nuværende tidspunkt tæller næsten 100 passagerskibe, hvoraf nogle er mere end 100 meter lange”, siger Anders Ørgård Hansen fra OSK-ShipTech A/S.
”Vi vil blive ved med at udvide vores kundedatabase og være med til at præge udviklingen og implementeringen af hybride løsninger fra mindre til større skibe, efterhånden som batteriteknologien udvikles. Hybridteknologien er en stærk kompetence i OSK, og vi vil gå forrest i udviklingen af alternative løsninger til vores kunder”, tilføjer han.
Samtlige medarbejdere i A/S Jørgen Petersen vil fortsat arbejde for deres loyale kunder.
Kilde: OSK-ShipTech