Meyer Werft leverer endnu et krydstogtskib
Tyske Meyer Werft har leveret endnu et af de helt store krydstogtskibe, nemlig Anthem of the Seas, der er leveret til amerikanske Royal Caribbean Cruises Ltd. Det er det andet skib i Quantum-klassen, og det sætter nye miljømæssige standarder.
Skibet er udstyret med meget energieffektive systemer, optimeret hydrodynamik, varmegenvinding, en effektiv skibsmaling under vandlinjen samt et scrubbersystem og energibesparende LED-lyssystemer.
Skibet har plads til 4.180 gæster i 2.090 kahytter, og der er plads til cirka 1.550 besætningsmedlemmer ombord. Der er mange nyskabelser ombord på skibet, blandt andet er den traditionelle hovedrestaurant erstattet af et dynamisk spiseområde, hvor gæsterne roterer mellem fem forskellige restauranter.
Anthem of the Seas er en milepæl for Royal Caribbean, og skibet har afgang fra Bremerhaven i morgen den 14. april, hvorefter turen går til Southampton. Skibet vil i sin første sæson sejle fra Southampton, men fra november vil skibet have New York som sin permanente hjemmehavn.
Kilde: Meyer Werft