Stor interesse for grønne danske skibe
Det ambitiøse danske miljøprojekt Green Ship of the Future har vakt interesse langt ud over landets grænser. Det fremgik klart af det store fremmøde, da Danish Marine Group tirsdag arrangerede et seminar om det danske miljøprojekt på SMM i Hamborg.
Der var kamp om stolepladserne, da repræsentanter for en række af Danmarks førende marinevirksomheder tirsdag gik på talerstolen i Hamborg, for at fortælle om hver deres del af det store danske miljøprojekt - Green Ship of the Future.
Visionen bag Green Ship of the Future er at udvikle miljø- og energieffektive teknologier, som skal nedbringe emissioner fra skibsfarten. Det skal ske gennem en række konkrete forsknings- og innovationsprojekter, hvor de involverede virksomheder selv skaber netværk og styrer projekterne.
MAN Diesel, Aalborg Industries, Carl Bro, APV Products og Desmi var blandt de virksomheder der på mødet i Hamborg orienterede om en række aktuelle projekter, der hver for sig vil bidrage til at gøre skibsfarten mere miljøvenligt.
"Og det er ikke et lukket dansk projekt. Alle virksomheder der er interesseret i at deltage i projektet er velkomne - uanset hvor de kommer fra", understregede kontorchef i Søfartsstyrelsen Mogens Schrøder Bech flere gange i sit indlæg på seminaret.
Seminaret er første led i en række tiltag, der skal informere internationalt om danske virksomheders indsats på klimaområdet.
