Post-Panamax-skib til Wilh. Wilhelmsen
MV Thalatta er det andet ud af fire Post-Panamax-skibe, som Wilhelm Wilhelmsens flåde af biltransportskibe, bliver udvidet med i 2015-2016. Skibet er bygget ved det sydkoreanske værft Hyundai Samho Heavy Industries i Mokpo og er 36,5 meter bredt, 199,9 meter langt og har fem løftbare dæk.
”Det at optimere vores flåde i forhold til den nye Panamakanal og de fremtidige kundebehov er nøglen til at positionere vores virksomhed til vækst”, siger Jan Eyvin Wang, adm. direktør for Wilhelm Wilhelmsen ASA.
Det nye skib kan transportere op til 8.000 bilenheder og er designet på en sådan måde, at det kan anløbe mere lavvandede havne. Dermed kan rederiet udvide sin geografiske rækkevidde. Skibet er begyndt at sejle for Wallenius Wilhelmsen Logistics og sejler under maltesisk flag. Wilhelmsen Ship Management er ansvarlig for den tekniske drift og for bemanding af skibet.
Der er tænkt på miljøpåvirkningen i designet af skibet. Blandt andet er skibet udstyret med et system til rensning af udstødningsrøgen, så svovludledningen er under de 0,1 procent, som er kravet i ECA-områderne, ligesom 70 procent af partikeludledningen fjernes. Der sker også en betydelig reduktion i NOx-udslippet.
De økonomiske vækstforudsigelser påvirker den globale handel og dermed også markedet for biltransporter.
”På kort sigt forventes transporten af biler og ro/ro-gods at blive moderat. Men det langsigtede makroøkonomiske billede støtter et positivt underliggende vækstpotentiale. Ved at investere i ny omkostningseffektiv tonnage positionerer vi os selv til fremtidige vækst”, siger Jan Eyvin Wang.
De to resterende Post Panamax-skibe er på ordre ved Hyundai Samho Heavy Industries. De vil blive leveret i første halvdel af 2016.
Kilde: Wilh. Wilhelmsen ASA