Mærsk betalte 5 milliarder i skat i 2014
A.P. Møller-Mærsk betalte fem milliarder kroner i skat til den danske stat i 2014. Den oplysning kom frem på mandagens generalforsamling i A.P. Møller-Mærsk. Bestyrelsesformand Michael Pram Rasmussen sagde også, at A.P. Møller-Mærsk føler, at de mange nye love og regler hæmmer mulighederne for forretningsudvikling.
”Af den samlede skat er 800 millioner dollar, svarende til fem milliarder danske kroner, betalbar skat til Danmark”, sagde Michael Pram Rasmussen blandt andet på generalforsamlingen. I alt betalte A.P. Møller-Mærsk tre milliarder dollar eller godt 20 milliarder kroner i skatter over hele verden i 2014.
Den største del af den danske skat stammer fra beskatningen af de danske oliefelter i Nordsøen.
Michael Pram Rasmussen understregede samtidig, at Gruppen føler sig hæmmet af de mange forskellige regler og love, som politikerne vedtager.
”Et sted halter det, og det er de mange regler. Med stor indflydelse fra EU er det på flere områder ikke blevet lettere at drive virksomhed. Regelsæt på regelsæt er blevet indført. Regler indføres uden hensyn til allerede velfungerende regler og praksis. Og flere af disse med en effekt, der ikke synes positivt for meget andet end regelsættet selv”, sagde han.
Generalforsamlingen blev afholdt i forlængelse af et årsregnskab for 2014, der viste et historisk stort overskud. Resultatet efter skat beløb sig til 5,2 milliarder dollar mod 3,8 milliarder dollar i 2013. Omsætningen steg fra 47,4 milliarder dollar i 2013 til 47,6 milliarder dollar i 2014.
Kilde: business.dk