Bog: Jess Søderberg offer for kulturkamp
Det var ikke kun dårlige resultater i Maersk Line der sidste år tvang tre skibsredere i A. P. Møller - Mærsk til at forlade Esplanaden. Ifølge en ny bog, blev de tre topchefer ofre for en værdikamp med Mærsk Mc-Kinney Møller.
Den opsigtsvækkende rokade sidste år, hvor topchef Jess Søderberg blev sendt på tidlig pension og to andre topleder måtte forlade Esplanaden, skyldtes ikke kun dårlige resultater i containerforretningen.
I de seneste år har et bittert opgør udspillet sig bag de lukkede døre på Esplanaden. Det hævder en ny bog skrevet af den tidligere chefredaktør for Berlingske Tidende Niels Lunde.
Opgøret blev ifølge bogen udløst i 2003, da ejeren Mærsk Mc-Kinney Møller fastlagde et værdisæt med fem konkrete værdier, som virksomheden skulle efterleve i fremtiden. I et omfattende strategiprojekt, hvor Esplanadens tusindvis af ansatte skulle fortolke de fem værdier, viste det sig, at Esplanadens daglige ledelse med skibsreder Jess Søderberg i spidsen var helt uenig med hr. Møller i, hvordan værdierne skulle opfattes.
Uenigheden omfattede også virksomhedens strategi og ledelsesfilosofi. Jess Søderberg og de to skibsredere Knud E. Stubkjær og Tommy Thomsen forsøgte at gøre op med hr. Møllers livssyn og topstyring af virksomheden, men forgæves. De tre skibsredere blev tvunget væk fra deres poster i sommeren 2007.
Politiken bragte søndag et uddrag fra Mærsk Mc-Kinney Møllers historiske tale fra 2003, hvor han fortalte sin ledelse om de fem værdier, hans livsværk skulle hvile på.
Talen har aldrig været offentliggjort tidligere, men kommer nu frem i bogen 'Hr. Møllers nye mand' af journalist og forfatter Niels Lunde.
Kilde: politiken.dk
